Bliv tilflytter tæt på Tyskland og ved Østersøen
Flyt til Sønderborg i Syddanmark
Sønderborg er et attraktivt sted at bo, arbejde og leve. Kommunen ligger i Syddanmark og har en unik beliggenhed ved Østersøen, kun få kilometer fra den dansk-tyske grænse. Området tiltrækker både danske og internationale tilflyttere, der ønsker høj livskvalitet, gode jobmuligheder, et aktivt hverdagsliv og trygge rammer.
Velkommen til Sønderborg Kommune
Sønderborg Kommune strækker sig fra øen Als til det sønderjyske fastland og er kendt for kystnatur, internationale virksomheder og aktive lokalsamfund. Her kombineres sønderjysk livsstil med europæisk nærhed og globalt udsyn.
Kontakt Tilflytterservice Sønderborg
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg
E-mail: tilflytter@sonderborg.dk
Tilflytterservice Sønderborg – én indgang til en god start
Tilflytterservice Sønderborg er et gratis tilbud til dig, der overvejer at flytte hertil eller som allerede er flyttet til området.
Vi hjælper både danske og internationale tilflyttere godt i gang – før, under og efter din flytning.
Kontakt os for gratis og uforpligtende vejledning – uanset om du bor i Danmark, Tyskland eller et andet land.
Tilflytterservice informerer om:
- Praktisk information
- Job- og uddannelsesvejledning til potentielle tilflyttere og medfølgende ægtefæller
- Bomuligheder – lej, køb eller byg
- Tilbud til børnefamilier – dagtilbud, skoler og fritidsaktiviteter
- Sociale netværk, frivillighed og fritidsaktiviteter
- Danskkurser og samtalecaféer for internationale tilflyttere
Mere information til dig, som er tilflytter
Praktisk information
Jobhjælp til medfølgende partnere
Bomuligheder
Information for børnefamilier
Sociale netværk
Lær dansk, hvis du kommer fra udlandet
Events specielt for tilflyttere

Hvorfor flytte til Sønderborg-området?
I Sønderborg-området kan du finde det perfekte job, kultur- og byliv og stadig have plads og tid til familien. Vi giver dig fem gode grunde til at vælge Sønderborg som dit nye hjem.

Gode karrieremuligheder for nyuddannede og jobsøgende
I Sønderborg Kommune er ledigheden meget lav, og vi har nogle af landets største, globale industrikoncerner samt et væld af såvel små og mellemstore virksomheder inden for et hav af brancher, som har stor interesse for ingeniører, faglærte, transport- og logistikmedarbejdere, sundhedspersonale og akademikere.

Gode uddannelsesmuligheder fra ABC til Ph.d
I Sønderborg er alle former for uddannelse inden for rækkevidde.
På Syddansk Universitet i Sønderborg uddannes studerende fra flere end 50 lande, og campus er således Danmarks mest internationale. Et unikt samspil mellem universitetet, erhvervsuddannelserne og områdets globale erhvervsliv giver uddannelserne inden for bl.a. ingeniørfaget, sprog, virksomhedskommunikation og økonomi særlig tyngde.
Ydermere får du som ingeniørstuderende på SDU i Sønderborg en ”første-job-garanti”, hvor du efter endt uddannelse er sikret et job hos en af vores lokale virksomheder i min. seks måneder.

Mere hus for pengene og gode normeringer
Boligpriserne gør Sønderborg Kommune til et særdeles attraktivt sted at bo med priser under regions- og landsgennemsnittet. Ydermere har vi, i forhold til landsgennemsnittet, gode normeringer i vores daginstitutioner.

Tosproget opvækst ved porten til Europa
På grund af vores placering tæt ved resten af Europa har vi i generationer set ud over landets grænser og har endda et tysk mindretal med tyske skoler, som muliggør en tosproget opvækst. Vores globale virksomheder ansætter ydermere mange internationale, hvorfor du i Sønderborg også finder en international skole og børnehave. Læs mere om vores skoler her.
I Sønderborg og omegn er du aldrig langt fra storbyerne. Hvis du skulle savne storbyernes hektiske gang, så tager det blot 30 min. at flyve til København fra Sønderborg Lufthavn og kun to timer i bil til Hamborg eller Aarhus.

Sønderborg-området har det hele i din nærhed
Sønderborg rummer alt det, en by skal have – landligt idyl og midtbys puls. Her finder du storslået natur med smuk skov og en lang kyststrækning, som indbyder til alsidige vandaktiviteter.
Sønderborg er på mange måder en udpræget studieby. Det gælder både i stort og småt – fra studierabatterne på caféernes menukort, shoppingmulighederne, et festligt natteliv til et aktivt og spændende studiemiljø præget af faglige, kulturelle og sociale netværk og arrangementer.
Og uanset om du er til sport, tango, kunst eller jazz, vil du opleve, at du i Sønderborg langt fra er alene med din interesse. Mere end 700 frivillige foreninger og sportsklubber bakker dig op og giver hele familien rig mulighed for at udfolde sig.
Find hverdagen tæt på naturen
men stadig nær byerne
København
Aabenraa
Flensborg
Kolding
Odense
Kiel
Vejle
Tilflytterhistorier

Jeg flyttede fra Skovby på Sydals til Sjælland i 2007, og kort tid efter mødte jeg Peter, som er fra Herlev på Sjælland.
I 2012 fik vi vores første barn sammen og ville derfor gerne flytte fra den lejede lejlighed, så vi undersøgte mulighederne for at købe hus. Da priserne var meget høje i Storkøbenhavn, begyndte vi at overveje, om vi skulle flytte længere væk, og da min familie alle bor på Als, gav det meget god mening at søge job i og omkring Sønderborg. Jeg var heldig at få job på en Hørup Centralskole fra d. 1. august 2016, og fordi det var en fast stilling, sagde jeg ”ja tak”. Jeg flyttede så, sammen med vores datter, hjem til mine forældre.
Vi fik derfor travlt med at søge et nyt job til Peter, og det lykkedes ham at få job hos Miljøstyrelsen i København, i en afdeling som skulle flyttes til Augustenborg ved årsskiftet 2017.
Derudover skulle vi i gang med at finde et sted at bo. Vi brugte derfor en del tid på at tage til åbent hus, og kigge på boliger til salg, når Peter kørte over til os i weekenderne. Det var dog gennem en kollega, at vi fandt det hus, som vi nu bor i. Vi skrev under i december 2016 med indflytning d. 1. april 2017. Vi valgte også at blive gift i november 2016, så vi havde et meget travlt efterår.
Desværre blev flytningen af Peters nye arbejde udskudt gang på gang, og han begyndte derfor at søge noget andet i Sønderjylland. Det lykkedes ham at få job hos Energinet i Erritsø fra 1. marts 2017, og han kom derfor til at have en lang køretur til arbejde, men heldigvis er han glad for det og arbejder der stadigvæk.
Da Peter flyttede til Sydals i marts 2017, valgte vi at flytte i mine forældres sommerhus i Skovmose i en måned, indtil vi kunne få nøglerne til vores nye hus og begynde at gøre det klar til indflytning. Efter 7 mdr. hver for sig, var det rart endelig at bo sammen igen. Det var især en hård tid for vores datter.
I Hørup, hvor vi bor nu, er der traditioner med både sommerfest og julehygge, så vi har hurtigt lært naboerne at kende, hvilket er rigtig rart. Det gode naboskab er noget, som jeg har savnet, mens vi boede på Sjælland. Derudover er Peter startet til fodbold i den lokale klub, hvor han har mødt nogle nye lokale mennesker med en fælles interesse. Det har også hjulpet ham til at føle sig hjemme i Sønderborg Kommune. Vi nyder at gå ture med hunden og familien i den skønne natur rundt omkring byen. Og så er vi glade for at vi har fået et fint hus, som ikke har kostet nær så meget, som hvis det havde ligget i Københavnsområdet.